En Lille Cykeltur

En Lille Cykeltur

Et animeret verdenskort tager dig vej hele vejen rundt om jorden, i selv samme spor, som vi rejste i. En cykeltur hvor vi tilbagelagde 24.391 kilometer. Symbolerne jf. cykel, færge og fly, viser dig det præcise transportmiddel.

Danmark

Inden afrejse fra Fredericia måtte vi en tur forbi den lokale cykelforetning, Cykelservice v/ Winnie og Kai. Her blev vi oplært i at give service samt at skifte diverse reservedele. Forberedelserne var store, men afrejsen d. 23 september 2018 var størst. Den største anbefaling er at mindske sine bekymringer og blot springe ud i det. Internettet er ikke altid en positiv vej at erfare viden. Oftest har medierne til formål at male fanden på væggen. Husk på at verden er ikke som den er, men som DU er. Den bedste måde hvorpå at sikre sig en fantastisk og sikker rejse, er ved at spørge de lokale eller indlogere sig på et hostel, hvor både ansatte og rejsende har erfaringer. Vi erfarede, at vores planlægning mht. rute ikke holdte, men derimod fik de impulsive beslutninger plads. Vi kan anbefale en sparringspartner, som har været møllen igennem – Vi brugte Nicklas’ far, som cyklede jorden rundt i 1992. En anden faktor som vi kæmpede med, var det mentale i at gøre sig fortjent til at rejse ud i verden fra et økonomisk perspektiv. Det at skulle kunne prioritere er altafgørende. For vores vedkommende var det ungdommen, som vi måtte lægge på hylden til fordel for arbejde. Vi knoklede i halvandet år og sideløbende søgte sponsorer.

Danmark – Tyskland: 23 september – 26 september 2018

Kilometer: 260 

Indien

I Indien var befolkningen meget glade for selfies – “Selpies” som de sagde. Selv når vi cyklede langs motorvejene, blev vi stoppet for at stille op til et selfie. Indien var unik og noget helt anderledes end hvad vi var vant til. Kastesystemet var afspejlet i storbyerne og specielt overgangen fra storby til provins. Inderne er et utroligt positivt folk og søger det positive i alt. I Indien lærte vi, at det oftest er dem, der har mindst, som giver mest. Vi besøgte bla. en lille knægt i en landsby. Han boede i en lerhytte på ca. 8 kvadratmeter. Her boede han med sine tre søskende, mor og far samt bedsteforældre. De havde én seng og ét bålsted til at lave mad på. Før vi gik ind i hytten, sagde knægten; “Jeg ved godt at vi er fattige, men i det mindste har jeg min familie.” Det fik os til at perspektivere til det samfund som vi danskere vokser op i og de ydelser som velfærdsstaten kan tilbyde os. Fattigdommen viste også mørke sider, hvor vi bla. fandt en skrigende baby i en bunke skrald og meget syge mennesker siddende i grøfterne, hvor hygiejnen ingen tilstedeværelse havde. Vi havde fornøjelsen af at fejre Diwali (lysets fest), i provinsen med en lille landsby. Vi blev op til flere gange tilbudt te af lokale og blev vinket ind til et børnehjem for døve børn, hvilket ses på første billede – gæstfriheden er bare enorm. Vi blev også inviteret med på cykeltur i Kanur, hvilket ses på nederste billede. Majsmarker er skiftet ud med bomuldsmarker og bilerne er skiftet ud med køer og tuk tuk’er. At rejse gennem Indien, må på sin vis være en uddannelse i livet. Vi landede i Indien d. 27 september 2018 og rejste til Sri Lanka d. 26 november 2018. I Indien cyklede vi fra New Dehli til Mumbai, fra Mumbai til Goa, fra Goa til Kannur og fra Kannur til Madurai.

Indien: 27 september – 26 november 2018

Kilometer: 3250

Sri Lanka

Sri Lanka blev næste land, som stod for skud. Efter en cykeltur ned igennem Indien fløj vi fra Madurai til Colombo, som er hovedstaden på Sri Lanka. Vores forestillinger om Sri lanka stemte overhovedet ikke overens med, hvad vi ankom til. Vi havde forventet noget i samme kategori som Indien, men nej. Sri Lanka er mange år foran Indien jf. moderniseringen. Hovedstaden Colombo er meget moderne. Befolkningens påklædning er iøjnefaldene – faktisk som at se ungdommens påklædning i København. Charmen opstår i provinsen. Der er en stor kontrast fra storbyen til landsbyen. Fra et karrierebevidst arbejdsmiljø som vi kender det i Vesten til de instinktive tanker om livet i provinsen. Fra store skyskrabere i storbyen og til små træhytter i provinsen – for ikke at nævne kontrasten fra store flotte luksusbiler til de dybt fascinerende vilde elefantflokke i naturen. Hvad vi fandt meget specielt var nemlig dyrelivet. Vi oplevede også de vilde krokodiller, som første gang gjorde opmærksomme på sig selv ved en lille flod, hvor vi tissede i vandkanten. Flere og flere turister har fået øjnene op for Sri Lanka. Sri Lanka har derfor en række turistbyer. De store te-plantager er DNA for befolkningen inde i landet og fiskeerhvervet, som lufttørring af tropiske fisk, er DNA ude ved vandet. På billedet ses en ældre srilankansk kone i te-marken. Billedet er taget i bjergene – bjergbyen, Ella. På Sri Lanka havde vi ydermere fornøjelsen af at bo hos en familie i Matalé i knap en uge. På Sri Lanka cyklede vi fra Colombo til Hikkaduwa, Hikkaduwa til Hambantota og fra Hambantota til Ella, Ella til Arugambay, fra Arugambay til Batticaloa, Batticaloa til Matalé og fra Matalé tilbage til Colombo. 

Sri Lanka: 26 november – 23 december 2018

Kilometer: 1000

Thailand

Vores eventyr ned gennem Thailand startede d. 23 december 2018. Vi startede i den nordlige by Chiang Mai, hvor junglen i høj grad blev udforsket. Vi besøgte også Long Neck Village, hvor alle kvinderne bar ringe om halsen – Deres halse er op til dobbelt så lange som almene menneskers. Thailand har rigtig meget at byde på. Mulighederne er enorme og der skulle være oplevelser til enhver smag. På første billede krydser vi en flod i den Thailandske jungle. Vi var stærkt betaget af det thailandske køkken – specielt de snuskede små gadekøkkener var at eftertragte. Vi oplevede også, at insekter som spise er blevet et hit i Thailand. Det bakkede vi selvfølgelig op omkring og fik fornøjelsen af at smage på alt fra melorme til biller. Cykelturen fra Chiang Mai gik ned gennem Thailand til Bangkok og videre til Hua Hin. Fra Hua Hin cyklede vi gennem nationalparken Khao Sok og over til Phuket. Det sidste billede er taget ved dammen, Rajjaprabha Dam, indgangen til nationalparken. Fra Phuket cyklede vi over grænsen til Malaysia. Thailand har unikke eksotiske sandstrande og et værdigt undervandsliv – Vi udvidede her vores “Open Water” dykkercertifikat til “Advanced”. I Thailand så vi alt fra vilde landskildpadder til store vilde pytonslanger. Vi så de største ananasmarker og de smukkeste bjerge. Infrastrukturen i Bangkok kan helt sikkert optimeres fra et cykelistperspektiv, men udfordringer tager vi med et smil – vi cyklede op af en motorvejsafkørsel og fik en klækkelig bøde på 500 baht. Vi sov primært på små billige hoteller i Thailand. Der var dog en dag, hvor vi kom til en lille by. Her havde vi dog udelukkende muligheden for at sove på et bordel. Vi tog chancen med låste døre og blev heldigvis respekteret trods, at vi afviste visse tilbud. Blandt billederne kan man også se det såkaldte bordel-værelse. Vi havde også fornøjelsen af at fejre jul i Thailand, hvilket var meget ambivalent. Personligt erfarer vi, at julen i Danmark er noget specielt. For vores vedkommende blev julen fejret med Muay Thai boksning, en burger og chang øl. En cykeltur ned gennem thailand kan stærkt anbefales for nye langdistance cykelister. 

Thailand: 23 december 2018 – 15 februar 2019 

kilometer: 2050

Malaysia

Malaysia var en cykelrejse i palmeolieplantagernes favør. Vi havde store forventninger til Malaysia, men blev stærkt skuffet. Vi cyklede langs østkysten og havde hundredevis af kilometer gennem plantagerne. Grænseovergangen fra Thailand til Malaysia var et lyspunkt med en utrolig smuk natur og et rigt abeliv. Maden i Malaysia var i højere grad præget af fusionskøkkenet. Selv i provinsen kunne man få en burger, men vi blev dog hurtigt tilhængere af nasi goreng, hvilket er en risret med b.la kylling eller lever. Hovedstaden Kuala Lumpur er smuk og i rivende udvikling. Petronas Towers er byens varemærke og kan ses ca 20 kilometer horisontalt inden ankomst. Vi valgte at lægge vejen forbi øen Penang, som både har storbyliv og natur. Indsejlingen er bemærkelsesværdig og smuk. Vi måtte desværre igennem endu en nedtur på øen Penang, hvor vi blev drugged/bedøvet og fik frarøvet os alle personlige ejendele. Her er det dog særligt vigtigt at huske på, at dette kan ske alle steder i verden. De fantastiske oplevelser er LANGT større og kommer i massevis. På Penang overraskede Nicklas’ far os og havde taget turen hele vejen fra Danmark. Han besøgte os i to uger, hvor han fulgte os på motorcykel. Gensynsglæden var kolo-enorm og netop det at kunne dele en del af turen med ham var uundværligt. Vi lagde vejen forbi byen Ipoh, hvorfra vi tog turen op til det berygtede og storslående, Cameron highlands – teplantager så langt øjet rakte. Inden Nicklas’ far rejste hjem, gav han os et luksus hotelophold i fiskebyen Port Dickson på hotellet Leksis Hibiscus, hvor også en helikoptertur stod for døren. Som Nicklas’ far forsvandt i horisonten, skulle følelserne rystes af på cykelturen mod Johor i det sydligste Malaysia. 

Malaysia: 15 februar – 6 marts 2019

Kilometer: 780

Singapore

Singapore er som at træde ind i futurismens verden. Landet er ekstremt multikulturelt og kan beskrives som en menneske-zoo. Der er fart over feltet for alle pengene. Vi oplevede folket i Singapore som meget karrierebevidste, hvoraf landets prisniveau også kunne afspejles. Det er dyrt at leve i Singapore! Singapore rummer mange eksklusive steder. Gardens By the Bay var Avatar i den virkelige verden og Marina Sands ligner en hjemstavn for rumvæsener. Landet er renere end det reneste toiletbræt på det dyreste hotel. Meget fine gader, hvor folket kører på Segway og el-løbehjul. Sommetider var der ikke tænkt på os cykelister. Vi var nødsaget til at cykle på motorvej, hvilket ikke var lovligt i Singapore. Her opdagede vi en meget sjov og sær detalje! Bilister stoppede simpelthen i nødsporet for at ryge en cigaret. At ryge offentligt i Singapore er ulovligt, men indbyggerene så vel sit snit et sted, hvor politiet ikke huserede særligt ofte. Man finder af disse grunde ikke ét cigaretskod på gaden. Vi var selv på den danske ambassade i Singapore, da vi fik stjålet alt fra betalingskort til kørekort i Malaysia. Ambassaden ligger midt i business-området. Her gik alle i jakkesæt og skørter – vores cykeltøj faldt altså ikke just ind i gadebilledet.

Singapore: 6 marts – 8 marts 2019

Kilometer: 30 

Indonesien

Indonesien var miraklernes land. Nogle gange bliver oplevelser så uvirkelige, at man lige må knibe sig i armen. Fra Singapore tog vi en færge til den indonesiske ø Batam. Batam i sig selv var ikke noget vidunder. Meget beskidt og fattigt, hvor tiggeri var hverdag. Fra Batam tog vi en færge til Sumatra og byen Dumai. Fra Dumai cyklede vi ned til det sydligste sumatra Bandar Lampung. Vi så desværre mange ny-beplantede planteolieplantager og gummitræsplantager. Vi oplevede også det subtropiske klima på tæt hold med lynstorm og skybrud. Vi cyklede gennem tætbevokset skov, hvor tapirer og orangutanger opholdte sig. Vi var ikke altid lykkeønsket blandt lastbilchaufførene og blev forsøgt påkørt en enkelt gang, hvilket vi heldigvis slap godt fra. På sumatra hersker også mange små chamerende murstensfabrikker langs det ekstremt bakkede terræn. Højdepunktet i Indonesien startede dog i byen Lampung. Her mødte vi en mand, som i sidste ende førte os til mødet med den tideligere minister for interpol i Indonesien. Han gav præsidenten et opkald og fortalte ham om de to skøre cykelister fra Danmark. Herfra indgik vi et samarbejde med BNN, som førte os i nyhederne og på div. radiokanaler samt aviser – Vi endte som to verdensmænd/kendisser i indonesien, som er surrerealistisk i verdens 4 mest befolkede land. På første billede ses vi bla. med Tegals borgermester. Det blev rutine at vi skulle mødes med alle borgermestrene fra hver en by, hvor vi overnattede. Indbyggerene i Indonesien er at bemærke. Vi oplevede et strejf af indiens kastesystem. Vi havde en samtalestund med Wahyu, som på trods af systemet måtte klare sig selv uden arme – han var lykken selv. På sidste billede spiser vi på et lille gadekøkken på Sumatra. Også her fik vi fuld opbakning af de lokale. I Indonesien sejlede vi også det indonesiske ø-hav tyndt og oplevede komodoøerne, i sidste øjeblik, inden de lukkede ned for turisme. Vi tog færgen fra Bandar Lampung på Sumatra til byen Cilegon på java, cyklede videre til hovedstaden Jakarta og videre til byen Banyuwangi, hvorfra vi tog færgen til Bali.

Indonesien: 8 marts – 8 maj 2019

Kilometer: 2250

Borneo (Malaysia & Brunei)

Som naturmennesker var Borneo et must på vores rejse. Her stiftede vi bekendtskab med de farligste saltvandskrokodiller, smukkeste papegøjer og alle afskiggelser af aber. At cykle langs de indfødtes pebermarker og modernaturs ekstreme skabninger af dyr var unikt. Hvert cyklet sekund var vi lysvågne og havde lyttelapperne slået ud, for hvilket dyr var det næste, som stod for døren? Om morgenen sad sommerfuglene på størrelse med spisetallerkener i vejkanten og om eftermiddagen løb øglerne ud foran cyklerne. Vi punkterede sågar en enkelt gang, da en øgle begik selvmord ved at løbe ud foran os, da vi kom cyklende. Infrastrukturen var under opgradering og vi måtte derfor også cykle forbi en masse vejarbejde. Ligeså cyklede vi forbi små provinsbyer helt op til den vilde jungle. På første billede ses de lokale børn lege i vandet efter en af Borneos store regnskyl. På Borneo startede vi fra den malaysiske by Sibu, hvor vi så cyklede op til det meget omtalte land i 2018, Brunei. Bruneis diktator havde indført fuld sharialov, hvilket betyder at homoseksuelle skulle stenes og tyveri betales med afkapning af en hånd eller to. Vi havde taget vores forholdsregler inden ankomst til Brunei. Trods at vi ikke er homoseksuelle, tog Emil sin ørering ud og hotelværelset blev bestilt med to separate senge. En sjov detalje var, at hotelreceptionisten var skingrende homoseksuel. Landet overraskede os i en enorm grad. Den vilde natur var bevaret, byerne rene og befolkningen super søde. Det kom dog ikke som en overraskelse, at standarden var høj – Brunei er et af verdens rigeste lande. Fra Brunei cyklede vi op til den malaysiske by Kota Kinabalu. Her krydsede vi flere floder, hvilket også kan ses på sidste billede. Højdepunktet på Borneo, var et ophold i den dybe jungle i hele tre dage. Her levede vi med junglens vilde dyr. Nicklas fik da også muligheden for at fiske i den største flod på Borneo. her mistede han sin livs Catfish, men undslap dog de store saltvandskrokodiller.

Borneo og Brunei: 8 maj – 1 juni

kilometer: 820

Australien

Australien eller som nogle vil kalde det, “Down under”, blev cyklet med stor fornøjelse. At se Australiens nationaldyr, kænguruen, i sit naturlige habitat var fantastisk – specielt når de ligeså fint hoppede over vejen, når vi kom cyklende. Også de små koalaer oppe i gumtrees kronerne, ej at glemme deres wombats, echidna, wallabies, possoms og meget mere. Vi var specielt fascineret over deres store pelikanflokke og vi kiggede selvfølgelig også en ekstra gang, når vi cyklede forbi et advarselsskilt af hajer eller box jellyfish. Australien er et land som mange danskere enten har hørt om eller besøgt. Landet har meget mere at byde på end operaen i Sydney og Ayers Rock. For os bød Australien på en masse overnatning i det fri, som også kan ses på førstviste billede. Fritiden brugte vi på at nærstudere naturen, hvor vi fangede ål og andre ukendte fisk. Vi mødte en række australiere rundt omkring i verden, hvilket gjorde, at vi cyklede lidt længere i Australien end planlagt. Vi startede derfor også i Adelaide, da vi havde mødt et australsk par i Indien. De inviterede os hjem til dem i Adelaide og som huskeregl har vi altid “ja-hatten” på, så vi rejste af disse grunde til Adelaide. Klimaet i Australien var på daværende tidspunkt helt anderledes, end det klima vi havde forladt på borneo. Luften var frisk og temperaturen var noget lavere. Det var en befrielse at træde ud af lufthavnen. Australien strækker sig over et enormt stort område, så klimaet skifter også heraf. Fra Adelaide cyklede vi af Great Ocean Road til Melbourne, hvorfra vi tog færgen til Tasmanien og cyklede øen rundt. Tasmanien var naturoplevelsen værd og det bedste vi gjorde i Australien. Ydermere bød Tasmanien også på frostvejr, hvorfor vi også hurtigt måtte skifte til varmere påklædning. Vi tog dog ved lære på den hårde måde, da Nicklas en dag cyklede i almene nylon cykelshorts og fik forfrysninger et meget ubehageligt sted. Vi skulle selvfølgelig også forbi kronprinsesse Marry’s fødeby, Hobart. Efter Tasmanien var det med færgen retur, hvorefter vi cyklede fra Melbourne til Sydney og videre til Brisbane. De fleste motorveje tillod kørsel for cykelister, hvilket dog også medførte en masse punkteringer – som også kan ses på sidste billede. Vi havde fornøjelsen af at overnatte i outbacken og bedst af alt at overnatte ved mere end 30 forskellige familier, som virkelig lærte os at leve som Aussie, hvor man selvfølgelig spiser vegimite på sit toastbrød hver morgen.

Australien: 2 juni – 28 august

Kilometer: 3800

New Zealand

New Zealand var et naturvidunder hele vejen igennem. Fra sydøen med de smukkeste sneklædte bjerge til nordøen og de mange “windows” marker med de mange geotermiske områder. Også kontrasten mellem det indføte maori folk og det europæiske folk, som indvandrede i 1800-1900 tallet, er ej at forglemme. Vi startede i “adrenalin-junkie”-byen, Queenstown, som i den grad er velbesøgt af turister. Allerede fra dag 1 mærkede vi den varme gæstfrihed, hvor en securitymand fra lufthavnen, ved navn Mark, inviterede os hjem til ham at bo under vores ophold i Queenstown. Vi opførte os som vaske ægte turister og skulle selvfølgelig både skydive og bungeejumpe, men bedst af alt udforskede vi de nærtliggende bjergene med vores daværende securitymand. På første billede ses “Roys Peak”. Når spørgsmålet om at rejse melder sig, så er vores personlige holdninger klare – følg de indfødte. Vi greb også muligheden for en sejltur på Milfordsound, inden vi cyklede op gennem sydøen, som huserer de smukkeste kalk-blå søer, hvilket nederste billede på fint vis illustrerer. Vi havde fornøjelsen af et meget skiftende miljø, hvor både regn, sne og frost stod på menuen. I Christchurch ankom en god kammerat fra Danmark, han cyklede resten af syd og nordøen med os. I New Zealand wildcampede vi en del. Vi fangede ofte aftensmaden og tilberedte den/det på bålet. Som vi ankom til byen Picton, gik turen videre med færge til nordøen og Wellington. Her stod vi på den gamle bornholmerfærge, som sejlede os til Wellington. Nordøen bød på masser af bekendtskaber med maori folket og hurtigt inkarnerede ordene “Kia Ora” sig i os. Kia Ora betyder hej på maori. En cykletur langs Desert Road med udsyn til store vulkaner og vilde heste var helt fantastisk. Vi cyklede forbi aktive gejsere, kogende vandløb, grønne, røde og blå søer og huller, hvorfra det dampede op – ja, vi gravede sågar vores egen Jacuzzi på hotwaterbeach og plukkede vores egne avokadoer til morgenmad. Turen på New Zealand sluttede i Auckland. 

New Zealand: 28 august – 14 oktober 2019

Kilometer: 1660 

Cook-øerne

Cook-øerne er et tropisk paradis som taget ud af en film. Hvide sandstrande, krystalblåt vand og drinks fra kokosnødder. Vi hoppede for en stund af cyklen og tog en tiltrængt “ferie” på disse paradis øer midt i stillehavet. På Cook-øerne bor Maorierne, som de indfødte bliver kaldt. Maorierne har deres helt egen kultur og ikke mindst syn på livet. Maorierne har et helt andet forhold til “tid”, hvori de tager alt i deres helt eget tempo. Ingen hast, ingen stress og maks nydelse af livet. Maorierne er et kristent folkefærd og især deres kirkekor og sange har stor betydning. Vi var så priviligerede, at vi deltog i en søndagsgudstjeneste, hvor de lokale ankom i deres fineste tøj. Kvinderne i fine kjoler og høje hatte og mændene i det stiveste puds i form af jakkesæt og laksko. Herimod ankom vi til gudstjeneste iført skrigfarvede badeshorts og t-shirts. Udover et venligt og afslappet folkefærd samt de hvide sandstrande, besidder øen Aitutaki verdens 2. smukkeste lagune. Vi sejlede som vaske ægte eventyrer rundt på lagunen og gik i land på hver en lille kokus-ø. På viste billede er vi gået i land på en lille ø. Vi gik ydermere i land på øen One-foot island, hvorpå vi fik et stempel i passet. Nok et stempel som meget få kan prale af. Som turist er det meget dyrt at leve på Cook-øerne, da deres indkomst næsten udelukkende består af turister. Ydermere skal alt proviant flyves eller sejles derud. Med det sagt er det i hvert fald et besøg værd. Fem stjerner herfra.

Cook-øerne: 14 Oktober – 23 Oktober 2019

Kilometer: 0

Argentina

Argentina var starten på vores “ekspedition” i sydamerika, hvilket vi selv kaldte det. Eventyret her startede i verdens sydligste by Ushuaia også kaldt, “Fin del mundo” – på dansk, “Verdens ende”. Det er i denne by at første billede er taget. Herfra tog vi den atypiske retning for en cyklist, nemlig mod nord. Rejsen startede igennem “tierra del fuego” som oversat betyder ildlandet. De fleste kender måske dette stræk som Patagonien. I Patagonien er det meget normalt, at det blæser med stormstyrke dagligt og primært fra nord, hvilket betød masser af modvind. Til trods for modvinden havde vi massere af medvind på oplevelser og mødet med de lokale mennesker. Naturen her kan sammenlignes lidt med New Zealand bare større, højere og vildere. Op gennem patagonien er der opstillet små refugios, som er små hytter som rejsende eller arbejdere kan benytte sig af natten over. Hytterne består som regel af et bord og indimellem en kakkelovn samt lidt gulvplads til et liggeunderlag eller to. Vi benyttede os meget af disse refugios, som kunne give os læ for vinden. Argentina har både lange åbne sletter, vild tætbevokset skov og områder fyldt med sne, is og gletsjere. Den vilde natur betød derfor, at vi stødte ind i vilde dyr som vi endnu ikke havde set før. Her så vi alt fra vilde pingviner, andeskondorer, forskellige lama arter og stinkdyr. Argentina bød på alt fra storbyer på sletter til udkants landbyer i bjergene. Også i Argentina kom vi altså helt tæt på den sydamerikanske kultur. I præg af at man følger andesbjergene, krydser man grænsen mellem Argentina og Chile op til flere gange. Allerede ved første grænseovergang oplevede vi den gæstfrie kultur som sydamerika besidder. Ved den Argentinske grænseovergang blev vi tilbudt at overnatte i en gammel barrak, hvortil politiet tilbød os kød, kage og the i alle afskygninger. Heri deltog vi i vores første “Asado” som betyder, at man griller sammen – på amerikansk, barbecue. Cykelturen til El Chaltén var den smukkeste på vores cykeltur. Byen ligger inde ved de bjerge, som kan ses på nederste billede.

Sydamerika (Argentina): 28 Oktober – 21 Marts

Kilometer: 8500 km

Chile

Op igennem Chile og Argentina fik vi et naturfix uden lige. Store sneklædte bjerge, brølende vandfald og floder, gletsjere og spejlblanke søer. Patagonien er naturmenneskets våde drøm, hvilket vi nød i fulde drag. Et must i Patagonien er camping i det fri, men med forbehold for de vilde pumaer. På første billede camper vi ved søen Rio Canadon de los Toros. Der kan være meget øde og steder hvor mennesker sjældent kommer. Dette betød, at vi flere gange sov i forladte hoteller, bygninger og på arbejdsgrunde, hvilket var en kæmpe oplevelse. Flere af disse steder blev oftest brugt af andre cyklister, derved var der også flere tegninger, historier, navne og råd indgraveret i vægge og gulve. Allerede på anden dagen af eventyret overnattede vi i en lille hytte med udsigt over en stor sø – vi fiskede selvfølgelig, for en fiskestang er jo en pligt at have med på cyklen i sådanne landskaber. Hytten var en del af et gammelt forladt hotel, som vi også udforskede. Udover fantastiske og vilde overnatninger i forladte bygninger så står wild camp øverst på listen. Fiskestangen blev derfor det store hit, som Nicklas fangede den ene ørred efter den anden. Vi havde derfor altid brød og mayonnaise med på cyklen – og så var der gourmet. Men den store og vilde natur betød også langt mellem byene og steder at proviantere. Der kunne sagtens være 200-300 km mellem byerne, hvorfor muligheden for proviant kunne være begrænset. Derved blev pasta-tasken opfundet. Vi havde en hel cykeltaske fyldt op med pasta – sommetider helt op til 10 kilo pasta med af gangen. Den helt store oplevelse stod også i vente her – krydsningen over verdens længste bjergkæde, andesbjergene. Vi havde snakket meget om at krydse andesbjergene, så det var en stor ting for os. Heri valgte vi at krydse fra Salta og over “Paso de sico” til San pedro de Atacama. Det midterste billede er taget ved krydsningen. Krydset tog 7 dage grundet højden og højdesyge. Vores kroppe, som ikke var vant til højder, havde lettere ved at udvikle højdesyge på grund af den tynde luft. Vi måtte derfor stige til 2500 meter over havets overflade og forøge med 300-500 meter hver dag. Under passet oplevede vi endnu engang sydamerikanernes gæstfrihed. Vi overnattede på en skole, en politistation, hos en lokal mand og ved grænseovergangen. Vores cykler bragte os til en maksimumshøjde på 4560 meter over havets overflade – Nederste billede fremhæver højdemeterne. En helt fantastisk oplevelse, som bød på fantastiske mennesker, helt utrolig natur og udsigt, tornadoer og angreb fra lamaer. Nedturen ser man selvfølgelig altid frem til – plus halvtreds kilometer ned af bakke og en fartrekord på 95 km/t. Nedstigningen tog ikke mere end et par timer, hvorefter vi ankom til San Pedro de Atacama. Her blev vi beriget med en vandretur op på en vulkan i 5600 meters højde.

Sydamerika (Chile): 28 Oktober – 21 Marts

Kilometer: 8500 km

Bolivia

Bolivia er et af de højstliggende lande i verden, hvilket sagtens kunne mærkes. Luften var tynd og naturfænomener som man ikke ser andre steder opstår. Det første indtryk af den bolivianske kultur så vi allerede ved ankomst til første by, San Juan. Kvinderne gik klædt i små bowlerhatte, store farverige ponchoer, samt deres spædbørn viklet ind i store farverige klæder. Derudover var det hurtigt at mærke fattigdommen, hvilket stemmer overens med, at Bolivia er et af de fattigste lande i verden. Men ikke desto mindre er det dem, som har mindst der giver mest – og tilfældet gælder også her. Kvinden på første billede er af det nedre samfundslag, men tilbød os ly for natten. Bolivia er også kendt for verdens største saltørken og de højtliggende byer. Vi fik muligheden for at krydse en af de mange saltørkener på cykel, hvilket var en hård men uundværlig oplevelse. Flere steder var salten hårdt presset sammen og andre steder blødt og vådt. Men du er ikke i Bolivia uden at besøge “Salar de Uyuni”. Verdens største saltørken – et hav af små saltkugler som skaber et himmelsk landskab. I Bolivia finder man mange flade strækninger men også ekstremt opadgående – altså et meget kuperet terræn. Vejen til Potosi gik over flere bjergpas, men vigtigst af alt gennem en helt fantastisk og varierende natur. Sommesteder var eneste overnatningsmulighed grøften, hvor vi også havde ly for uønskede personer. Nederste billede viser på sin vis en af disse alternative overnatninger. Kulturen i andesbyerne afspejlede sig på bedste vis i de hundrede af lamaer med smukke ornamenter på hovedet. I Potosi sluttede vores cykeltur desværre og slet ikke som håbet. Vi blev af ren sikkerhed, grundet nogle dage med feber, testet for Corona, hvilket medførte et virvar samt indespærrelse på et af de lokale hospitaler. Men hvor om alt er, blev vi testet negative og opfordret stærkt til at tage hjem inden landene omkring os lukkede ned. Vi kan dog, med god ro i maven, sige, at det var en fantastisk oplevelse. Som prikken over i’et fik vi smagt øllet fra verdens højestliggende bryggeri, cervecería Potosina. 

Sydamerika (Bolivia): 28 Oktober – 21 Marts

Kilometer: 8500 km