Spækhuggere 24′

Billeder tilhører og er skudt af: Daniel Villadsen/DvPhoto 

Spækhugger ekspedition i Nordnorge 24'

”Man misser kun de skud man ikke tager”

I flere år har vi drømt om havets pandaer, spækhuggere. Vi har længe drømt os under overfladen for at iagttage spækhuggerne, deres jagtmønstre og sammenhold. Fascineret af spækhuggerens utroligt intelligente sind og undren på deres nutidige uheldige omtale jf. uheld med sejlskibe i Gibraltarstrædet, skulle drømmen nu jagtes.

Ingen eventyr uden vores trofaste følgesvend, jernhesten. I efteråret 2023 begyndte vi at planlægge et ”spækhugger-eventyr”. Linjerne var klare. Vi ville invitere vores gode kammerat og eventyrer, Mads G’dahl med til Nordnorge. Over tid har vi leget med tanken om at udfordre hinanden indenfor et eventyrmæssigt perspektiv. Mads lever selv af eventyr og er bla. vært på sit rejseprogram, ”Mads til grænsen”. Målet er at belyse det enkelte eventyr fra forskellige vinkler, hvad er et eventyr, hvornår starter det og hvad er formålet? Igennem et eventyr præsenteret af Mads og et eventyr præsenteret af OS, vil vi i det store billede lære fra os og internt forhåbentligt blive klogere på div. former for eventyr.

Spækhuggereventyret var vores svar på et originalt, udfordrende og morsomt eventyr. D. 4 januar 2024 mødtes vi med Mads G’dahl og et kamerahold nord for polarcirklen i Tromsø, Nordnorge. Her skulle eventyret begynde. I rette ånd tog vi plads ved polarmuseet, hvor en cykeltur på 160 km langs fjorde, over elve og gennem dale skulle starte. Mads blev i bedste Cykeldrengene-stil udstyret med en fatbike, en cykelhjelm og alt, hvad en sådan cykelekspedition nu kræver af udstyr. Planen var at sove i telt undervejs. Med minus 15 grader, nordlys, isfrosne veje og stier befandt vi os altså i vores rette element. Maden blev lavet på et blus i teltet og der blev trådt af i snedriverne undervejs. Vores største udfordring var mørket. Vi havde kun 3 timers dagslys at gøre godt med, da solen i vinterhalvåret ikke er bedste venner med de nordlige breddegrader. Med tiltag og oplevelser som vinterbadning, krydsende elge, enkelte færgeoverfarter og kraftigt snefald, nåede vi spækhuggerdestinationen, Skjervøy. I Skjervøy skulle vi mødes med Mads Odgaard, partner af King Fish og direktør af Hey Orca. Mads O skulle agere vores spækhugger-ekspert. Spækhuggerne kommer til de norske fjorde i jagten på sild, hvorfor, at der i slut december-slut januar er gode muligheder for at spotte dem. I fire hele dage levede vi højt på adrenalin, hvor vi af flere omgange dykkede med de store dyr, som enkelte gange lod sig optage af vores tilstedeværelse. Som sidegevinst spottede vi både finhvaler, pukkelhvaler og havde den vilde oplevelse af at dykke med verdens største kødædende dyr, kaskelothvalen. Som vi siger her på holdet, ”Hold kæft, vi har det godt!”.

Et ægte eventyr, hvor krop og sind udfordres på en helt enestående måde.